Poochinski

Poochinski er en politikomedie om en usoigneret betjent, der bliver dræbt og vågner i en hund, hvorefter hans kollega accepterer situationen med mindre modstand, end vi havde, da vi trykkede på afspil. Derfor handler piloten ikke om liv, død eller identitet, men om hvor mange hundevittigheder et menneskeligt dødsfald kan bære. Svaret er færre, end manuskriptet medbragte. Hver gang bulldoggen åbner munden, ligner den en hjemmesko, der har fået dårlige nyheder.

Problemet er bare, at serien har givet en erfaren betjent en hunds lugtesans og derefter mest bruger den til at snuse til skrald og mennesker, publikum allerede ved er mistænkelige. En politihund med et menneskes hjerne burde kunne opklare sagen før første reklameblok, men det ville efterlade atten minutter, hvor dukken bare sad og tænkte over sin kontrakt. Til gengæld er den levende bulldog glimrende til at være bulldog. Den rammer sine mærker, holder pauserne og virker som den eneste på settet, der har læst manuskriptet og valgt tavshed.

Tilbage står en pilot, hvor døden er den mest værdige scene, og genopstandelsen føles som en administrativ fejl. Serien kræver, at en stiv hundedukke skal bære sorg, spænding og romantik, selv om den knap kan bære sit eget venstre øje. Da Poochinski til sidst skal sende et mistænksomt blik mod skurken, kigger det ene øje på forbrydelsen og det andet efter en ny tv-kanal. Hunden blev genfødt; serien burde have fået fred.