Glee

For hulen da også. Her gik man lige og troede at man havde set de allerværste serier derude - og så dukker Glee pludselig op. Den amerikanske musicalkomedie fra 2009, der, under dække af at være et slags forsvar for udstødte unge, i virkeligheden nok har bare været endnu en af Ryan Murphys kæmpe pengemaskiner - der er tilsyneladende ingen grænser for, hvor dårlige ideer den mand vil smide på bordet for at forblive en del af Hollywoods jetset.

Glee er en absurd og forfærdeligt poleret fortælling om marginaliserede unge, der finder sammen, og synger og danser sig ud af alle deres problemer. Det forlyder, at serien, udover at skildre de svage og udstødte, i sig selv også skulle udgøre en slags refugium for seere med samme skæbner, men også for de castede skuespillere, der havde lignende baggrunde. Fox’ stræben efter at få et stort tv-hit, med alt hvad det indebærer af idolisering og eksponering, lagde dog så stort et pres på skuespiltruppen, at de forblev permanent decimerede.

En såkaldt progressiv ide blev pakket ind i og leveret gennem konservative dyder, som den amerikanske kapitalistiske mainstreamkultur så spyttede ud i hovedet på resten af verden. Glee er intet mindre end den ellevte plage.