Tre mænd. Ét fjernsyn. Ingen læring.
Vi er tre mænd i fyrrerne, som mødtes over noget helt andet og blev siddende foran fjernsynet.
Det begyndte en fredag i 1987 med et lejet videobånd, hvor omslaget lovede noget andet, end båndet indeholdt. Ingen af os turde sige stop, fordi ingen af os ville være den, der sagde stop. Vi så det færdigt. Vi har i store træk ikke lavet andet siden.
Håndværkeren ser samlingerne. Han kan høre på en dør, at kulissen er skruet sammen fredag eftermiddag, og han bruger ordet sjusk, hvor andre siger kedelig. Han har aldrig i sit liv sagt, at noget var dårligt. Han siger, at det er lavet forkert, og det er meget værre.
Filosoffen spørger hvorfor. Det tager tid. Han har på fjerde år et åbent spørgsmål om, hvorvidt en serie overhovedet kan være dårlig, eller om vi bare er utilfredse mennesker med for god tid. Han forsvarer alt, han tager som regel fejl, og han er grunden til, at ingen serie nogensinde får ti.
Konsulenten kan ikke se en serie uden at rekonstruere mødet bag den. Hvem sad for bordenden, hvem sagde ikke noget, og hvornår blev budgettet skåret. Han har lavet et slide om det. Vi har bedt ham lade være. Han laver et til.
Tilsammen har vi set omkring elleve tusind timer fjernsyn, vi ikke kan anbefale. Vi har regnet på det én gang. Vi gør det ikke igen.
Metoden er, at vi ser hele sæsonen. Det er hele metoden. Ingen algoritme, ingen point for gode intentioner og ingen pressevisninger, fordi ingen inviterer os.
Vi angriber værker, ikke mennesker — en serie kan være en katastrofe, uden at nogen af de involverede er dårlige mennesker.
De fleste af dem har bare siddet i et mødelokale, hvor der ikke var nogen til at sige fra. Det ved konsulenten alt om.
