
Manimal
Retten finder serien skyldig i groft misbrug af en god idé og gentagen brug af den samme panter.
Kanal NBC · År 1983 · 8 afsnit
Hovedpersonen kan forvandle sig til ethvert dyr på Jorden. Ethvert dyr. Alligevel holder han sig til to: en panter og en høg. For en panter fra arkivet er billigere end en elefant fra effektafdelingen. Han er både professor, millionær og så selvtilfreds, at han holder foredrag om dyreadfærd for folk, der bare spurgte om vej.
Sine gudegivne kræfter bruger han på sager, som en praktikant på politigården kunne klare med et telefonopkald. Han har også to sidekicks: en betjent, der skal finde på officielle forklaringer på, hvorfor en panter har anholdt en narkohandler, og en veteran, hvis eneste job er at samle tøjet op efter ham.
Hver uge bliver en forbryder overmandet af en sort panter i New York, og alligevel ringer ingen nogensinde til Bronx Zoo for at høre, om de mangler en. Hver forvandling er filmet med samme alvor som en hjerteoperation: svedende pande, dirrende hud og dramatisk musik, mens kameraet dvæler så længe ved hans boblende hånd, at skurkene kunne nå at flygte to gange.
SE DEN
Med kun otte afsnit kan du se hele serien på en søndag og resten af livet omtale dig selv som kultekspert.
SE DEN IKKE
Du får en mand, der kan blive til hvad som helst, og en serie, der aldrig bliver til noget.
SAMME DIAGNOSE

Netflix · 2017
Papirhuset
Fordi du kan se serien med hovedet under armen, mens serien har hovedet langt oppe i røven på sig selv. Og det er ikke en god ting.

Prime VIdeo · 1987
The Bold and the Beautiful
Fordi serien er et kvalificeret bud på hvordan transhumanisters dybe, våde drømme vil se ud, hvis de blev kryopræserveret umiddelbart efter indtagelse af fordærvet føde.

Netflix · 1994
Friends
Fordi man sjældent vil møde noget så forpulet selvsmagende, neo-amerikansk bras som denne serie.
